![]() |
![]() |
![]() |
Nordjyllands Politi måtte mandag aften rykke ud til en snakkesalig hjertestarter i Aalborg. Det var en 24-årig mand, der ringede til politiets vagtcentral og berettede, at han stod ved en hjertestarter på Priorgade i Aalborg. Ifølge manden snakkede hjertestarteren og gav kommandoer. Men det viste sig at være lidt af en misforståelse.
Den unge mand var ikke helt sikker på, hvad han skulle foretage sig, og derfor ringede han til politiet for at få hjælp. Og Nordjyllands Politi sendte straks en patrulje afsted for at tjekke den snakkende hjertestarter.
”Det viste sig, at en beboer på vejen var i gang med at se Alarm 112 på sit TV, hvor volumen var skruet så højt op, at kommandoer fra hjertestarteren i TV’et kunne høres i hele nabolaget”, konstaterer politiet i døgnrapporten.
De sundhedsfaglige visitatorer på Region Syddanmarks AMK-vagtcentral i Odense arbejder i et skadeligt psykisk arbejdsmiljø. Det konkluderer Arbejdstilsynet, som har givet vagtcentralen et påbud. Medarbejdernes arbejdsmiljørepræsentant mener dog, at der er en brokkultur på vagtcentralen, hvor de sundhedsfaglige visitatorer altid skal finde noget at brokke sig over.
AMK-vagtcentralen har efter et besøg fra Arbejdstilsynet fået et påbud om, at vagtcentralen skal sikre, at de høje følelsesmæssige krav i arbejdet ikke forringer de ansattes sundhed, og at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Vagtcentralen skal derfor også sikre, at høje følelsesmæssige krav i arbejdet med at modtage 112-opkald og visitere hjælp ikke forringer de ansattes sundhed på kort eller lang sigt.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
Øget risiko for sygdomÅrsagen til det dårlige arbejdsmiljø skal ifølge Arbejdstilsynet findes i ledelsens manglende håndtering af episoder, der belaster de ansatte.
Der er eksempelvis ingen fast rutine for at drøfte opkald, ingen form for systematisk bearbejdning af skadende episoder, ansatte skal oftest selv vurdere, om der er behov for “defusing”, og der er ingen systematik omkring, hvilke episoder ledelsen vil informeres om.
Arbejdstilsynet mener, at det psykiske arbejdsmiljø belaster de sundhedsfaglige visitatorer. Arbejdet har arbejdsmæssige og personlige konsekvenser for medarbejderne, der er udsat for en øget belastning. De har således en forøget risiko for at blive syge af stress, depression og hjerte-kar-sygdomme. Og de kan blive påvirket fysisk og psykisk på kort eller lang sigt.
Belastende arbejde – men med brokkulturThomas Hedegaard, der er arbejdsmiljørepræsentant for AMK-medarbejderne, mener dog, at det er de ansatte, der er lidt for gode til at brokke sig.
”Det er jo et belastende arbejde. Og der er altid mange rygter, og der har været en stor brokkultur. Og meget af det er uden substans. Vagtcentraler er kendt for at have en brokkultur. Jeg erkender, at der har været noget, når Arbejdstilsynet beder os om at stramme op. Men de sundhedsfaglige visitatorer er utilfredse med ditten og datten. Hele tiden. Ofte er det altså bare brok. Der skal altid findes noget at brokke sig over. En gang imellem kan det føles som om, at der bare skal brokkes over noget”, siger Thomas Hedegaard til Fyens Stiftstidende.
Sommeren 2018 har været rekordvarm og rekordtør. Det har spillet ind på antallet af naturbrande. Perioden maj-juli bød på i alt 2.091 udkald til landets brandvæsener vedrørende naturbrande. Det er 3,5 gange så mange som normalt for perioden. På trods af regn de senere dage er der forsat grund til stor forsigtighed i den knastørre natur.
De seneste fem år har der i perioden maj-juli i gennemsnit været 592 udkald til naturbrande. Men i år har tallet altså været 2.091. Det oplyser Beredskabsstyrelsen.
Alene i juli i år har der været 1.364 udkald til naturbrande. Gennemsnittet for juli for de seneste fem år er 226. Og selv om den seneste uge har budt på regn flere steder i landet, er naturen stadig knastør. Der er afbrændingsforbud i alle landets 98 kommuner, og man skal stadig være forsigtig.
Brandrisikoen er høj”Nu har vi heldigvis fået noget regn flere steder i landet de senere dage. Men vandet fordamper eller siver lynhurtigt ned i jorden, så brandrisikoen er stadig høj”, siger forebyggelsesekspert i Beredskabsstyrelsen Mads Dalgaard, der har en opfordring:
”Tjek det lokale afbrændingsforbud og følg et par simple råd, så vi undgår for mange brande fremadrettet”.
Den danske indsats mod skovbrandene i Sverige forlænges nu til 7. august 2018. Efter den afsluttende pakning og hjemtransport af materiel ventes indsatsen endeligt afsluttet omkring 12. august 2018. Det er Beredskabsstyrelsens svenske søsterorganisation, MSB, som har anmodet om endnu en forlængelse. Over 200 danske brandfolk har været indsat.
Siden 19. juli 2018 har Beredskabsstyrelsen ledet danske brandfolks indsats mod de omfattende skovbrande i Sverige. To gange er indsatsen blevet forlænget, og nu bliver den forlænget en tredje – og formentlig sidste – gang.
De danske brandfolk stod til at skulle rejse hjem søndag den 5. august 2018. Men tirsdag anmodede Beredskabsstyrelsens svenske søsterorganisation, MSB, om endnu en forlængelse. Beredskabsstyrelsen har accepteret anmodningen, og indsatsen løber nu formelt til tirsdag den 7. august 2018 med sidste arbejdsdag mandag den 6. august 2018.
Bedre og mere stabile forholdAt indsatsen denne gang kun forlænges med et par dage, hænger bl.a. sammen med situationen i skovene omkring Ljusdal. Her har brandfolkenes indsats og en kærkommen portion regn de senere dage mindsket risikoen for, at ilden blusser op igen.
”Heldigvis er meldingen fra Sverige, at forholdene er bedre og mere stabile. Blandt andet takket være den regn, som vi også har mærket til i Danmark i den seneste tid. Så vores indsats lakker mod enden”, siger operationskoordinator Peter Kaas-Claesson og fortsætter:
”Der er blevet udført et kæmpe stykke arbejde i de svenske skove men også herhjemme med at få hele indsatsen til at hænge sammen. Det har været en fornøjelse at stå i spidsen for så dedikerede folk fra Beredskabsstyrelsen og de kommunale redningsberedskaber, ligesom samarbejdet med såvel de svenske myndigheder som Forsvaret har været helt i top”.
Over 200 danske brandfolk har været indsatNår alt mandskab og materiel er retur i Danmark omkring den 12. august 2018, har over 200 brandfolk fra Beredskabsstyrelsen og de kommunale beredskaber været indsat i Sverige. Dermed er indsatsen den største internationale indsats ledet af Beredskabsstyrelsens i nyere tid.
Indsatsen er finansieret af Beredskabsstyrelsen via Forsvarsministeriets reserve til internationale operationer.
Foreløbig tidsplanDen 6. august 2018: Team Exit på ca. 20 mand flyver fra Aalborg med Forsvarets Hercules-fly til Sverige for at påbegynde pakning og hjemtransport sammen med dele af det nuværende mandskab.
Den 6. august 2018: Dele af det nuværende mandskab afslutter arbejdet og flyver hjem til Roskilde Lufthavn
Den 12. august 2018: Efter endt pakning kører Team Exit og resterende personel materiel og køretøjer retur til Danmark.
Ordet skal tages bogstaveligt: Nødsporet er til nødsituationer. Sådan lyder beskeden fra politiet, der med jævne mellemrum oplever unødvendig kørsel og ophold i nødsporet. For få uger siden brugte flere bilister således nødsporet til at kante sig forbi en trafikulykke, hvor en motorcyklist blev dræbt. Men disse bilister overtræder loven og er til fare for dem selv og deres medbilister.
”Du er på vej hjem på motorvejen. Bilerne foran dig sænker farten. I holder stille i alle vejbaner i flere minutter. Alle vil gerne videre. Ingen har lyst til være i bilkøen på ubestemt tid. Der er sket en ulykke cirka tre kilometer fra din position, og politi og redningsmandskab er på vej, lyder det i radioen”. Sådan beskriver politiet den situation, som mange bilister har oplevet.
”Motorvejsulykker sker desværre regelmæssigt. Det store flertal af bilister accepterer uden tøven situationens alvor. De indstiller sig på, at politi og redningsfolk skal køre i nødsporet for at komme hurtigt frem til ulykken, og at de har brug for tid at hjælpe de forulykkede og gøre motorvejen køreklar igen. Men vi oplever med jævne mellemrum unødvendig kørsel og ophold i nødsporet”, fortæller politiet.
Bruger nødsporet til at tale i telefonFor få uger siden brugte flere bilister nødsporet til at kante sig forbi en trafikulykke på Holbækmotorvejen, hvor en motorcyklist blev dræbt. Andre gange møder politiet bilister, der bruger nødsporet til f.eks. at tale i telefon, træde af på naturens vegne eller sætte medpassagerer af.
”Alle disse bilister overtræder loven og er til fare for dem selv og deres medbilister. Det er nemlig kun lovligt at køre og opholde sig i nødsporet, hvis bilen er i stykker, eller hvis det står skrevet på færdselstavler ved f.eks. vejarbejde”, understreger politiet.
I dag tager omkring 60 danske brandfolk til Ljusdal og Finneby i Sverige for at afløse to hold brandfolk. Men denne gang tilbagelægges de knap 1.000 kilometer i et af Forsvarets Hercules-fly i stedet for bus. Mandskabet afgår fra Roskilde Lufthavn tirsdag morgen. Natten til onsdag vender flyet tilbage med de to hold, der bliver afløst.
Danske brandfolk har siden den 19. juli 2018 bidraget til slukningen af de svenske skovbrande. De danske brandfolk er alle frivillige fra Beredskabsstyrelsen og kommunale beredskaber fra hele landet. De danske hold medbringer selv det materiel, som de benytter under indsatsen.
”Den danske indsats i Sverige har i alle henseender været kendetegnet ved godt samarbejde. Både med de kommunale beredskaber, hvis frivillige brandfolk deltager i indsatsen, med svenskerne og også med Forsvaret, der har hjulpet med transportlogistik og nu stiller et Hercules-fly til rådighed. Hercules-flyet gør indsættelsen af nye folk og hjemtagelsen af de gamle mere smidig og effektiv. Det er en stor hjælp”, siger Peter Kaas-Claesson, der koordinerer den danske indsats i Sverige.
Fortsat stor opgave – trods regnLigesom Danmark har også Sverige fået en del regn i weekenden.
”Weekendens regnvejr har bidraget til, at situationen er kommet yderligere under kontrol. Så det går den rigtige vej, selvom der fortsat er meget arbejde foran både os og svenskerne”, siger Peter Kaas-Claesson.
Den danske indsats i Sverige er på nuværende tidspunkt forlænget frem til den 5. august 2018. Det anslås, at op mod 200 danske brandfolk vil have været indsat i Sverige, når indsatsen afsluttes.
Mandag bisættes deltidsbrandmand Ole H. Pedersen fra Østjyllands Brandvæsens station i Hørning, der i forrige uge omkom ved en tragisk ulykke. I den anledning flager alle landets brandstationer på halv stang, indtil bisættelsen er afsluttet kl. 14. Derefter flages på hel stang resten af dagen.
Den 41-årige Ole H. Pedersen mistede livet ved en tragisk ulykke under en større markbrand den 19. juli 2018. Under slukningsarbejdet bakkede en af brandvæsenets tankvogne ulykkeligvis bakkede hen over brandmanden, og hans liv stod ikke til at redde.
Bisættelsen finder sted mandag den 30. juli 2018 kl. 13.30 fra Vestre Store Kapel i Aarhus. Efter ceremonien i kapellet afholdes der mindehøjtidelighed i remissen på brandstationen i Ny Munkegade.
Danske Beredskaber oplyser, at alle landets beredskaber og brandstationer flager på halv stang, indtil bisættelsen er afsluttet kl. 14, hvorefter der flages på hel stang resten af dagen.
En markbrand ved Hjørring resulterede fredag i, at en indsatsledervogn fra Nordjyllands Beredskab gik tabt. Indsatsledervogn var blevet parkeret på en stubmark, og dens katalysator startede en ny markbrand – der altså også gik ud over indsatsledervognen. Hjørring har ellers været med til at investere i plakater, der advarer mod at parkere på et underlag, der kan brænde.
Nordjyllands Beredskab blev ved middagstid fredag kaldt til en markbrand på Øster Thirupvej øst for Hjørring. Der var tale om en kraftig brand, og røgen drev ind over motorvej E39, som måtte spærres i begge retninger.
Ved indsatslederens ankomst parkerede han på en stubmark og løb ud for at få sig et overblik over branden. Men da han kort efter kastede et blik tilbage, stod indsatsledervognen i flammer. Vognens brandvarme katalysator havde nemlig startet endnu en brand på den knastørre mark, oplyser DR Nyheder.
”Jeg ved det jo godt. Når man kører ind over en mark i disse tider, så er der risiko for brand. Hvis jeg nu ikke havde lavet det nummer her, så havde jeg nok hurtigere fået overblik, og så havde vi fået slukket branden hurtigere”, siger indsatsleder Jesper Ludvigsen til DR Nyheder.
Branden var slukket efter en times tid.
Plakater advarer bilejereI den aktuelle tørke kan en varm bil parkeret i naturen hurtigt starte en naturbrand. Derfor har tre kommuner i Nordjylland – Frederikshavn, Hjørring og Jammerbugt kommuner – da også valgt at sætte advarselsplakater op. Plakaterne advarer på dansk, engelsk og tysk mod, at man parkerer sin bil på et underlag, der kan brænde.
”Hvis folk bliver advaret, er der større chance for, at de ikke parkerer biler på tørt græs og i rabattens kant. Vi har rigtig mange turister og sommerhuse her i Nordjylland, og jeg tør da slet ikke tænke på, hvis en brand fik fat i et sommerhusområde”, fortæller Hjørrings borgmester, Arne Boelt (S), som også er formand for Nordjyllands Beredskab.
De tre kommuner bruger 70-80.000 kroner på plakaterne, der er trykt i 2.000 eksemplarer.
To crashtendere fra Flyvestation Aalborg blev torsdag indsat i forbindelse med den voldsomme naturbrand ved Lille Vildmose. Men nu er de to køretøjer tilsyneladende brudt sammen, fordi hydraulikslanger og andre vitale dele på undersiden af køretøjerne er smeltet. Brandfolkene frygter at køretøjerne skal bryde i brand, så en kranvogn fra Forsvaret skal søge at bjerge de 30 tons tunge køretøjer.
Det er Ekstra Bladet, som beretter, at de to crashtendere er blevet sat totalt ud af spillet ved den store brand i Lille Vildmose sydøst for Aalborg.
De to crashtenders fra Flyvestation Aalborg, der hver vejer op mod 30 tons, er gået i stå på det brandhærgede område, hvor ilden ulmer i højmosens lag af spagnum i lommer under jorden. Ifølge avisen frygter indsatsledelsen, at køretøjerne skal bryde i brand, og derfor er der nu sat en redningsaktion i gang. Forsvaret har således sendt et stort bjergningskøretøj til stedet for at komme crashtenderne til undsætning.
Ifølge Ekstra Bladet har varmen fra den 4-500 grader varme jordoverflade fået hydraulikslanger og andre vitale dele på undersiden af køretøjerne til at smelte, så de ikke kan køre en meter. I øjeblikket forsøger brandfolk at pøse vand ind under brandbilerne for at køle dem ned.
En tredje crashtender, der ankom midt på eftermiddagen, er fortsat intakt.
De nordjyske brandfolk arbejder hårdt på sikre, at en stor naturbrand ved Lille Vildmose ikke spreder sig. Overflade-branden er slukket, men jordbunden består af spagnum, og området er meget tørt, og derfor ulmer det i undergrunden. Dermed består hovedindsatsen lige nu i at få tilstrækkeligt med vand frem til slukningsarbejdet, og her er der bl.a. gravet en kanal.
Beredskaberne har indsat store styrker og slukningsmateriel i området omkring Dokkedal nær Storvorde, og de arbejder lige nu flere steder i området. Det oplyser Nordjyllands Politi, der varetager den koordinerende indsatsledelse.
Laver nye brandbælterHovedopgaven for myndighederne består lige nu i at minimere risikoen for, at branden spreder sig. Det sker bl.a. ved at tilføre vand fra havet, og som led heri er der gravet en kanal for at sikre vandforsyningen. Desuden er markerne omkring brandområdet høstes for at fjerne brandbart materiale, ligesom der harves brandbælter.
Der er ifølge politiet ingen mennesker i farezonen i øjeblikket, men trafikken i området er påvirket, da Hjemmeværnet er rekvireret til at foretage afspærringer og trafikkontrol. Kystvejen er fortsat spærret for færdsel, men beboere i området kan passere Hjemmeværnets afspærringer, hvis de kører forsigtigt og langsomt. Andre trafikanter kan ikke køre igennem afspærringen.
Landmænd skal have beredskabDe nordjyske myndigheder advarer generelt om, at det er meget tørt overalt, og de henstiller særligt til, at man udviser ekstra påpasselighed som landmand, hvis man skal i gang med høste – så skal man have vand klar og gerne en ekstra traktor med plov eller harve, så man selv kan gå i gang med at lave brandbælter, hvis det går galt.
På Politigården i Aalborg har man indkaldt beredskabsrepræsentanter i den lokale operative stab. Herfra overvåger man kontinuerligt indsatsen, så man er klar til at gribe ind med de fornødne midler, hvis situationen udvikler sig.
Selv om de danske beredskaber i øjeblikket rykker ud til ca. 30 naturbrande i døgnet, så er det ikke et problem, at et større antal brandfolk er sendt til Sverige for at bistå med slukningen af skovbrande. Det understreger Danske Beredskaber, som henviser til, at der kun er sendt ca. 60 brandfolk til Sverige – og at de primært er frivillige fra de danske beredskaber.
Antallet af naturbrande er i år eksploderet. Normalt køres der ca. 1.200 gange til denne type brand på et helt år. I juli i år alene er der allerede nu registreret over 800, og i juni var der 449. Aktuelt kører beredskabet over 30 gange dagligt til naturbrand.
De mange naturbrande, og senest den store mosebrand i Nordjylland, har ført til spørgsmål om, hvorvidt det hjemlige danske beredskab stadig kan mønstre fuld bemanding, når der samtidig er udsendt folk til hjælp i Sverige.
Ingen forringelse af beredskabet”Jeg kan helt entydigt slå fast, at den danske hjælp til Sverige ikke på nogen måde betyder, at det hjemlige primærberedskab bliver forringet i forhold til mandskab og dimensionering”, siger Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef i beredskabernes interesseorganisation, Danske Beredskaber.
”Vi har døgnet rundt ca. 1.800 mand på vagt over hele landet, og det er fuldstændig uændret i disse dage. Vi har en samlet styrke på ca. 9.000 mand at tage af i form af fuldtidsansatte, deltidsfolk og frivillige. At vi bidrager til Beredskabsstyrelsens indsats i Sverige med 60 mand fra det kommunale primærberedskab forringer derfor ikke det hjemlige akutberedskab, for de udsendte er taget af vores ’reservestyrke’, primært de frivillige fra de forskellige kommunale beredskaber. De frivillige vil typisk først blive indsat i større og længerevarende indsatser, og der er, som tallene viser, fortsat en stor reservestyrke at tage af i Danmark”, siger Bjarne Nigaard.
”Vi har travlt, og de, der er på vagt, bliver pressede. Men vi kan stadig finde afløsere. Det, der snarere bekymrer os, er om man med et eventuelt fremtidigt normalscenarie som denne sommer vil kunne blive ved med at klare tingene med den nuværende dimensionering og det nuværende materiel. Men det er en anden snak, om der i fremtiden skal flere mand på banen med andet udstyr, end spørgsmålet om der lige nu er folk nok at skifte ind. For det er der”, understreger Bjarne Nigaard.
Statsligt ansvar for indsatsenDet er det enkelte beredskab, der foretager en vurdering af, hvem og hvor mange man kan tilbyde til Beredskabsstyrelsens indsats i Sverige. Enkelte beredskaber har ud fra de lokale forhold vurderet, at de ikke kan afgive folk fra reservegruppen. Danske Beredskaber har etableret en central koordinering af dette hos Østsjællands Beredskab, hvor de frivillige logistikfolk bidrager til at koordinere udsendelserne.
Alt materiel, der sendes til Sverige, er statsligt, ligesom de kommunale folk der deltager, tegner en midlertidig kontrakt med Beredskabsstyrelsen under indsatsen, og altså er under kommando af Beredskabsstyrelsen.
Udgifterne til udsendelserne afholdes ligeledes af Beredskabsstyrelsen.
Det er en ny situation i Danmark med så lang tids tørke kombineret med hedebølge. Derfor har Rigspolitiet nu aktiveret NOST – National Operativ Stab. Desuden har beredskabsmyndighederne lavet en fælles udmelding om, hvor borgerne kan finde svar på deres spørgsmål om afbrændingsforbud, badevandskvalitet og forebyggelse af dehydrering.
DMI oplyser, at den hedebølge, som har ramt Danmark, ser ud til at fortsætte de kommende uger. Myndighederne følger den ekstraordinære vejrsituation tæt og er nu klar med en række råd og anvisninger til, hvordan man skal forholde sig i varmen.
”Det er en ny situation i Danmark med så lang tids tørke kombineret med hedebølge. Derfor har vi valgt at samle myndighederne og aktivere NOST, National Operativ Stab”, fortæller Per Jensen, som er vicepolitiinspektør i Rigspolitiet og stabschef i NOST.
”De danske myndigheder har fået mange henvendelser fra borgere, som er i tvivl om, hvordan de skal forholde sig og hvilke regler, der gælder i de ekstraordinære vejrforhold. Derfor har vi sammen lavet en fælles udmelding, hvor borgerne kan finde svar på deres spørgsmål”, siger Per Jensen.
Her kan du finde oplysninger og svar på spørgsmålFalck bliver den største ambulanceoperatør i Potsdam-Mittelmark-distriktet i Tyskland efter at have vundet to ambulancekontrakter i en europæisk udbudsrunde. Falcks 100 medarbejdere skal fremover køre ambulancer fra i alt otte stationer i distriktet – de første fire fra 1. oktober 2018 og de resterende fire fra 1. januar 2019.
Falck har drevet ambulancer i Potsdam-Mittelmark i en årrække. De nye kontrakterne løber i mindst fem år indtil december 2023, med mulighed for forlængelse endnu fem år frem til 2028.
”Vi er meget glade for, at vi har vundet de to kontrakter i Potsdam-Mittelmark og dermed er blevet den største ambulanceoperatør i distriktet”, siger Lars Tue Toftild, der er direktør for Falck i Tyskland.
Falck driver også ambulancer og akutbiler i en række andre tyske byer, bl.a. Köln, Bonn, Hamburg og Leipzig.
Deltidsbrandmand Ole H. Pedersen, der torsdag mistede livet under slukningen af en større markbrand, bliver mandag bisat fra Vestre Store Kapel i Aarhus. Efter ceremonien afholdes der mindehøjtidelighed på brandstationen i Aarhus. Det oplyser Østjyllands Brandvæsen, der samtidig takker landets brandstationer for at have markere dødsfaldet med flagning på halv stang.
Beredskabsdirektør Lars Hviid fra Østjyllands Brandvæsen har i dag udsendt denne meddelelse til landets beredskaber:
”Kære kollegaer
Tusind tak for jeres mange hilsner og kondolencer i den svære tid efter den tragiske ulykke, hvor deltidsbrandmand Ole H. Pedersen mistede livet under slukning af en større markbrand torsdag d. 19. juli 2018.
Jeg vil ligeledes på vegne af Oles familie og alle kollegaer og medarbejdere ved Østjyllands Brandvæsen takke for den smukke gestus, da flagene på landets brandstationer fredag gik på halv til minde om og ære for Ole”.
Østjyllands Brandvæsen oplyser, at bisættelsen finder sted mandag den 30. juli 2018 kl. 13.30 fra Vestre Store Kapel i Aarhus. Efter ceremonien i kapellet afholdes der mindehøjtidelighed i remissen på brandstationen i Ny Munkegade.
I Sverige kæmper myndighederne fortsat med omfattende skovbrande. Nu forlænges den danske hjælp med yderligere 14 dage. Brandfolk fra Beredskabsstyrelsen og flere kommunale redningsberedskaber har siden torsdag den 19. juli 2018 været indsat ved skovbrandene i Ljusdal nord for Stockholm.
På anmodning fra Beredskabsstyrelsens svenske søsterorganisation, Myndigheten för Samhällsskydd och Beredskap (MSB), er den danske indsats nu blevet forlænget med yderligere 14 dage.
Aftalen med de svenske myndigheder er derfor foreløbigt, at de danske enheder fortsætter arbejdet frem til den 5. august 2018.
Frivillige fra hele landetI alt er omkring 60 danske brandfolk involveret i indsatsen. De er tilknyttet alle Beredskabsstyrelsens centre samt Østsjællands Beredskab, Vestsjællands Beredskab, Lolland-Falster Brandvæsen, Beredskab og Sikkerhed Djursland, Randers og Favrskov, Hovedstadens Beredskab, Sydøstjyllands Brandvæsen og Midt- og Sydsjællands Brand og Redning.
Sent mandag aften vender dele af det første hold hjem til Danmark. Et afløsningshold blev afsendt søndag morgen, og dermed opretholdes bemandingsniveauet.
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen ønsker at afsætte op til 6 mio. kr. til et nystartet projekt, der inddrager unge aktivt i det danske redningsberedskab. Ved at inddrage de unge, får de en bedre forståelse for den vigtige opgave, beredskabet udfører. Samtidig kan chikane og angreb på brandfolk i udsatte boligområder forhåbentlig nedbringes.
Pengene skal bruges på at støtte det nystartede projekt Unge i Beredskabet.
”Angreb som dem vi så nytårsaften, hvor brandfolk og politibetjente flere steder blev angrebet med fyrværkeri, er jo helt og aldeles uacceptable. Redningsberedskabet har gode erfaringer med at forebygge sådanne hændelser ved at inddrage unge i konstruktive fællesskaber. Det arbejde vil regeringen gerne støtte”, siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.
Bygger videre på tidligere projektMed Unge i Beredskabet bygger Danske Beredskaber, Falck og Beredskabsforbundet videre på de erfaringer og resultater, som er opnået med projektet Brandkadetter i Danmark.
Forsvarsministeriets tilskud på op til 6 mio. kr. til driften af sekretariatet for Unge i Beredskabet ventes givet for en treårig periode (2019-2021). Det vil fremgå af regeringens udspil til finansloven for 2019.
Derudover ønsker Velux Fonden at støtte projektet med 4,6 mio. kr.
Glæde hos initiativtagerne”Vi er glade for, at Forsvarsministeriet har set værdien af det eksisterende projekt og besluttet at være med til at føre det videre i et nyt samlende projekt, som alle aktører inden for beredskabet står bag, siger Jarl Vagn Hansen, der er formand for Danske Beredskaber.
”Vi er virkeligt glade for, at uddannelsen af unge i beredskabet kan fortsætte. I vores arbejde oplever vi, at brandkadetter spiller en vigtig rolle som brandvæsnets ambassadører på en række brandsteder. Samtidig giver opgaven som brandkadetter dem selvtillid og ruster dem til at afslutte deres skoleuddannelse. For os handler det først og fremmest om at løse vores opgave på brandsteder, men vi er også virkeligt glade og stolte over at kunne hjælpe unge godt videre i livet”, fortæller Lars Vester, der er Executive Vice President i Falck Assistance.
”Brandkadetter i Danmark har været et fint projekt med et socialt sigte. I andre kommuner har man ungdomsbrandkorps eller såkaldte ildfluer, hvor formålet også er at rekruttere nye brandmænd til indsatsberedskabet og frivilligenheder, men med ’Unge i Beredskabet’ får vi et nyt sekretariat for både brandkadetter, ungdomsbrandkorps og andre ungeprojekter, hvor vi kan samle kræfterne og dele erfaringer og støtter op om alle former for unge i beredskaberne”, siger Niels Bonde Jensen, der er landschef i Beredskabsforbundet.
De svenske myndigheder kæmper stadig med de omfattende skovbrande, og svenskerne har nu bedt om, at Danmark forlænger og udvider de danske brandfolks hjælpeindsats. Søndag sender Beredskabsstyrelsen derfor yderligere to enheder med brandfolk mod Sverige. Den ene enhed afløser mandag dele af den oprindelige enhed, som torsdag blev indsat.
Den anden enhed er helt nyt mandskab med yderligere udstyr, som sendes afsted mod de hårdest ramte områder.
Begge enheder indsættes efter ønske fra de svenske myndigheder.
Frivillige fra styrelse, Hovedstaden og ØstsjællandAfløsningsenheden afsendes med bus fra Beredskabsstyrelsen Hedehusene søndag morgen, mens den nye enhed med yderligere brandslukningskøretøjer afgår fra samme sted søndag eftermiddag.
Afløsningsenheden vil igen bestå af frivillige fra Hovedstadens Beredskab, Østsjællands Beredskab og Beredskabsstyrelsen. Sammensætningen af den nye enhed for så vidt angår mandskab og materiel er fredag eftermiddag ved at blive fastlagt, men også den vil være samme sat af frivillige fra de kommunale brandvæsener og Beredskabsstyrelsen.
Aftalen med de svenske myndigheder er foreløbigt, at de to danske enheder fortsætter arbejdet frem til slutningen af uge 30.
Det var den 41-årige deltidsbrandmand Ole H. Pedersen fra brandstationen i Hørning, der torsdag aften mistede livet ved en tragisk ulykke under en større markbrand. Det oplyser Østjyllands Brandvæsen. I anledning af Ole H. Pedersens død flages der i dag på halv stang på alle landets brandstationer.
Ulykken skete under slukningen af en større markbrand ved Galten, hvor en af brandvæsenets tankvogne ulykkeligvis bakkede hen over den 41-årige brandmand, der mistede livet.
”Det er med stor sorg, at Østjyllands Brandvæsen må meddele, at deltidsbrandmand Ole H. Pedersen fra Station Hørning, er afgået ved døde den 19. juli 2018 i forbindelse med en større indsats. Vores tanker går til Oles pårørende. Æret være hans minde”, skriver Østjyllands Brandvæsens direktør, Lars Hviid.
Danske Beredskaber oplyser, at landets brandstationer i dag flager på halv stang for at mindes den afdøde kollega.
Torsdag aften har en 41-årig brandmand mistet livet i forbindelse med en større markbrand ved Galten. Ifølge de foreløbige oplysninger blev brandmanden dræbt, da en tankvogn ved et uheld kørte over ham, mens den bakkede. Politiet og Arbejdstilsynet skal sammen med Østjyllands Brandvæsen undersøge de nærmere omstændigheder ved den tragiske ulykke.
Markbranden opstod sidst på eftermiddagen ved landsbyen Tåstrup. Den opstod tilsyneladende i forbindelse med landmandens høstarbejde, og der blev sendt et større antal køretøjer og brandfolk fra Østjyllands Brandvæsen til stedet.
Under slukningsarbejdet bakkede en af brandvæsenets tankvogne ulykkeligvis hen over en 41-årig brandmand, der mistede livet. De pårørende er underrettet.
Danske Beredskaber: Han betalte den ultimative pris”Det er med dyb sorg at vi her til aften har konstateret, at en kollega har betalt den ultimative pris under sin indsats for at redde liv og værdier for os alle. Vore tanker er hos vores afdøde kollegas familie og nærmeste, og alle kvinder og mænd i det danske beredskab takker betingelsesløst og med stolthed for at have været på hold med ham”, siger formanden for Danske Beredskaber, Jarl Vagn Hansen.
”Naturbrande kan for det utrænede øje virke nemt og ukompliceret, men er reelt en vanskelig logistisk operativ indsats, som omfatter meget mandskab og materiel, som ofte må flyttes hurtigt rundt i området for at fange ilden. Det er derfor desværre en risiko, at indsatsfolkene kommer i stor fare. Og det har vi desværre set et skræmmende eksempel på her til aften”, siger Jarl Vagn Hansen.
Tidligt torsdag drager 22 fuldt udrustede brandfolk fra Danmark over til naboerne i Sverige for at hjælpe de svenske myndigheder med at bekæmpe de omfattende skovbrande. Onsdag indgik de svenske myndigheder nemlig en aftale med Beredskabsstyrelsen om assistance til slukningsarbejdet.
I Sverige er det – ligesom i Danmark – knastørt, og der skal meget lidt til, før ilden får fat. Det har svenske brandfolk følt på egen krop, for flere steder i Sverige har brandfolkene i dagevis kæmpet mod omfattende skovbrande.
Brandfolk fra det statslige og kommunale beredskabDen danske assistance kommer til at bestå af i alt 22 brandfolk, dels fra Beredskabsstyrelsens centre i Hedehusene og Herning, dels fra kommunale brandvæsener. Hertil kommer slukningsudstyr, køretøjer, uniformer og øvrigt udstyr, primært fra Beredskabsstyrelsens tekniske skole i Tinglev. Det oplyser Beredskabsstyrelsen.
I alt består enheden af:
Enheden tager torsdag morgen afsted fra Beredskabsstyrelsen Hedehusene, og den vil ankomme til Ljusdal Kommune i Gävleborg Län nord for Stockholm torsdag eftermiddag, hvor brandfolkene over de kommende tre dage skal yde de svenske kolleger bistand med slukningsarbejdet.