Pensi Rescue Oy produkter PPPress AB RescueSALE

Nyheter från Beredskapsinfo i Danmark

Prenumerera på Nyhetsflöde Nyheter från Beredskapsinfo i Danmark Nyheter från Beredskapsinfo i Danmark
Beredskabets netavis
Uppdaterad: 1 timme 17 minuter sedan

SINE sikrer vigtige minutter ved helikopterlandinger i Skejby

tors, 31/05/2018 - 19:00

Seks minutter. Så kort tid gik der mellem to helikopterlandinger på samme helipad på Aarhus Universitetshospitals afdeling i Skejby under en nylig øvelse. Det kræver god kommunikation, når helikopterne skal koordinere, hvem der skal lande først, og samtidig skal kommunikere med personalet på Skejby om bemanding af helipad’en. Det behov for kommunikation dækker SINE.

Under en øvelse på Anholt satte en lille akutlægehelikopter og en af Forsvarets store redningshelikoptere, lastet med tilskadekomne patienter, tidligere på måneden kurs mod Skejbys traumecenter.

På kun fem minutter landede akutlægehelikopteren, overdrog en kritisk tilskadekommen patient til Skejbys personale, og lettede igen – et enkelt minut, før Forsvarets redningshelikopter satte hjulene på samme platform med flere tilskadekomne, oplyser Center for Beredskabskommunikation.

Behov for direkte forbindelse til helikoptere og hospital

Det kræver god kommunikation, når beredskabspersonalet skal behandle patienter i helikopteren, koordinere med en anden helikopter, hvem der skal lande først og derved opretholde flysikkerheden, samt kommunikere med personalet på Skejby om bemanding af platformen. Det store behov for en direkte forbindelse mellem helikoptere, hospital og kontrolcentral, har SINE dækket, forklarer Allan Hansen, der er flyvepladschef på Aarhus Universitetshospital.

”SINE er et stærkt værktøj og det bindeled, der sikrer, at de nødvendige aktører kan kommunikere sammen sikkert og effektivt”, siger Allan Hansen og uddyber, at to samtidige helikopterlandinger er en stor koordinationsøvelse, hvor flere talegrupper er i brug på radioen, da der både skal kommunikeres om flysikkerhed og om patienternes tilstand.

Løbende kommunikation med hospital

Når en helikopter letter, afgiver den melding til det tilsigtede hospital om, at den er på vej og med hvilken type patient, så hospitalet kan have mandskab klar til at tage imod. Derefter kommer der en melding igen ti minutter inden landing, hvor landingspladsen skal meldes klar, og til sidst er der en melding, tre minutter inden hjulene hviler på landingsplatformen.

”Med SINE har vi kontakt med piloterne i god tid, før patienten ankommer til hospitalet. Det, at vi både kan forberede os på, hvilken type patient der kommer ind, samt at de kommer så hurtigt frem som muligt, sikrer en højere overlevelsesrate. Brugen af helikoptere og kommunikation over SINE er med til at redde liv på daglig basis”, vurderer Allan Hansen.

Forventer 1.000 årlige helikopterlandinger

Aarhus Universitetshospital i Skejby har to helipads. Den ene er dedikeret til traumecenteret, og den anden har direkte indgang til hjertecenteret. Begge helipads har været i brug siden det tidlige forår 2018, og de bliver anvendt flittigt.

Aarhus Universitetshospital er i øjeblikket ved at samle hele traumecenteret i Skejby, og når det senere på året er i fuld drift, forventer man op imod 1.000 helikopterlandinger årligt fordelt på de to landingsplatforme.

Markerer 25-årsdagen for dødeligt angreb mod Beredskabsstyrelsen

tors, 31/05/2018 - 10:00

To udsendte fra Beredskabsstyrelsen og en lokal tolk mistede den 1. juni 1993 livet, da en nødhjælpskonvoj blev angrebet under borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina. Beredskabsstyrelsen markerer i næste uge 25-årsdagen for det dødelige angrebet med en mindehøjtidelighed på Kastellet med deltagelse af prinsesse Marie og forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen.

Den 1. juni 1993 blev en nødhjælpskonvoj fra Beredskabsstyrelsen angrebet ved byen Maglaj i det centrale Bosnien-Hercegovina under den borgerkrig, der brød ud efter det tidligere Jugoslaviens sammenbrud.

Nødhjælpsholdet var udsendt af EF for at bistå FN’s Flygtningehøjkommissariat, og den danske konvoj bestod af ni lastbiler, der medbragte mad og medicin til befolkningen i området. Ved en tunnel umiddelbart før byen blev konvojen udsat for et kampvognsangreb, der kostede tre personer fra det danske hold livet: De danske chauffører Niels Bromand og Jimmi Nyegaard samt en lokal tolk. Flere af de øvrige danske udsendte blev såret.

Direktør: Angreb er ikke glemt

25-årsdagen for Maglaj-angrebet bliver markeret ved en mindehøjtidelighed på Kastellet onsdag den 6. juni 2018. H.K.H. Prinsesse Marie og forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen deltager, ligesom Beredskabsstyrelsens direktør Henning Thiesen og repræsentanter fra missionen i 1993 vil være til stede, oplyser Beredskabsstyrelsen.

”I Beredskabsstyrelsen har vi ikke glemt angrebet ved Maglaj. Ved højtideligheden den 6. juni mindes vi derfor vores to kollegaer og den lokale tolk, der mistede livet for 25 år siden, og samtidig viser vi vores påskønnelse af den store indsats, som vores udsendte på internationale missioner yder”, siger Henning Thiesen.

Region Midtjylland hjemtager dele af ambulancedriften

tors, 31/05/2018 - 07:00

Fremover vil to-fire af ambulancerne i Region Midtjylland blive drevet i regionens eget regi. Hjemtagningen af beredskaberne skal styrke konkurrencen på ambulanceområdet, hvor regionen ved at opbygge erfaringer med ambulancedrift får bedre muligheder for at lave et realistisk kontrolbud, når ambulancekørslen skal i udbud i 2020.

I dag er Falck reelt den eneste aktør, som vil kunne byde på den midtjyske ambulancekørsel i næste udbud. Og udsigten til, at der ikke vil være konkurrence om opgaven, har tidligere fået Region Midtjylland til at beslutte, at dele af driften af akutlægebiler skal hjemtages – også selv om regionen erkender, at egen drift er mærkbart dyrere end Falcks aktuelle priser.

Nu har regionsrådet så besluttet, at Præhospitalet i Region Midtjylland kan hjemtage driften af to til fire ambulancer. De regionale ambulancer forventes at skulle rykke ud fra baser i Aarhus og Randers.

Skal give mere kvalificeret kontrolbud

Erfaringen med regional ambulancedrift skal bidrage til, at Region Midtjylland kan gennemføre endnu mere kvalificerede udbud af ambulancedriften og dermed sikre mest mulig sundhed for pengene.

”Ved at hjemtage nogle få ambulancer får vi i regionen selv erfaringer med ambulancedrift. Det giver for det første et bedre grundlag for at lave kvalificerede kontrolberegninger til det næste ambulanceudbud, der finder sted i 2020. For det andet får vi styrket konkurrence på området, og det trænger det til. Vi er glade for samarbejdet med vores nuværende leverandører, men det vil gavne konkurrencen i det kommende store udbud, at regional drift indgår som en reel mulighed”, siger Anders Kühnau (S), formand for regionsrådet i Region Midtjylland.

Præhospital direktør Thomas Balle Kristensen glæder sig til den nye opgave og vurderer, at kombinationen af lægebiler og ambulancer vil give en bæredygtig og effektiv drift.

”Det er en spændende opgave, vi nu skal i gang med. Jeg glæder mig over, at vi ved at supplere med ambulancedrift får en mere bæredygtig organisering og attraktive jobs, hvor redderne på de nye regionale lægebiler fortsat kan køre ambulance en del af arbejdstiden. Samtidig forventer vi, at det vil styrke samarbejdet med vores leverandører og kvaliteten i det samlede tilbud om akuthjælp til borgerne, at Præhospitalet får egne erfaringer med drift af både lægebiler og ambulancer”, siger Thomas Balle Kristensen.

Klar om et år tid

Der er i dag 66 ambulanceberedskaber i regionen, og det vil der fortsat være, når de regionale ambulancer begynder at rulle ud på landevejen til akutte opgaver om et års tid.

Drift samt køb af køretøjer og etablering af baser finansieres inden for det eksisterende budget til ambulancedrift.

Efter tre år uden materielinvesteringer: Advarer om gamle og slidte køretøjer

ons, 30/05/2018 - 19:00

Alt tyder på, at 2018 bliver tredje år i træk, hvor Østsjællands Beredskab ikke har mulighed for at investere i nyt materiel. En dårlig økonomi og usikkerhed om beredskabets fremtid gør, at alle investeringer af blevet aflyst. Men beredskabet advarer nu om, at konsekvensen er, at mange køretøjer er i dårlig stand. Derfor ønsker beredskabet, at der fra 2019 afsættes 5 mio. kr. om året til investeringer.

Østsjællands Beredskabs økonomi er generelt presset, og udsigten til, at i hvert fald Køge Kommune forlader det fælleskommunale beredskab har skabt usikkerhed om den fremtidige økonomi. Derfor er der hverken i 2016 eller 2017 investeret i nyt materiel, og det samme tegner til at blive tilfældet i 2018.

Har brugt pengene til dækning af underskud

Der er i ejerkommunernes betaling til Østsjællands Beredskab afsat 5 mio. kr. om året til investering i nyt materiel, men siden 2016 er de midler blevet anvendt til at dække et stort underskud i beredskabet.

Nu advarer Østsjællands Beredskab imidlertid om, at mange af beredskabets køretøjer er i dårlig stand og står foran en udskiftning indenfor kort tid. Derfor er der en risiko for, at de seneste års efterslæb med udskiftning af køretøjer vil føre til, at der bliver behov for, at ejerkommunerne skal betale et ekstraordinært indskud i beredskabet på grund af akut udskiftning af opslidte køretøjer.

En del af udfordringen er, at ejerkommunerne tidligere har lavet leasingaftaler, som indebærer, at der skal betales et stort beløb til leasingselskaberne, når leasingaftalerne udløber. I perioden frem til 2022 vil Østsjællands Beredskab således skulle betale 4,6 mio. kr. til leasingselskaberne for indfrielse af restgælden.

Har godkendt investeringsplan

Men samtidig har beredskabet udarbejdet en investeringsplan, som den fælleskommunale beredskabskommission har godkendt.

Planen indebærer, at der afsættes 5 mio. kr. om året i perioden 2019-2022 til nyt materiel. Af de i alt 20 mio. kr. går de 4,6 mio. kr. altså til indfrielse af restgæld på gamle leasingaftaler, men herudover anvendes midlerne til leasing af nye køretøjer.

Det er således meningen, at der i 2019 skal leases en ny stigevogn, mens der samme år skal leases tre nye autosprøjter, der efterfølges af endnu en autosprøjte i 2020. Desuden skal der både i 2019, 2020 og 2021 leases en ny tankvogn eller tanksprøjte. Endvidere skal der leases 8-10 mindre køretøjer til brandsyn, logistik m.v. samt otte indsatsledervogne. Hertil kommer investeringer i nye SINE-radioer, røgdykkermateriel, branddragter, hjelme m.v.

Det er i investeringsplanen forudsat, at der fortsat skal være en 3. autosprøjte i Roskilde, som primært skal anvendes til uddannelsesformål, men i øvrigt skal være backup ved nedbrud på de to øvrige autosprøjter. Desuden skal der investeres i en tanksprøjte eller tankvogn, der kan indsættes som erstatningskøretøj ved nedbrud, men som derudover skal kunne anvendes af det frivillige beredskab ved større hændelser.

Falck tjener fortsat gode penge på midt- og sydjyske ambulancer

ons, 30/05/2018 - 10:00

Falcks ejerskab af Responce er fortsat en god forretning for den ellers kriseramte redningskoncern. I 2017 gav Responce således et overskud på 12,8 mio. kr., hvilket kun er en anelse lavere end rekordåret 2016. Der har ellers været ekstraordinære udgifter til uddannelse af behandlere og paramedicinere samt et betydeligt overforbrug af kilometer i Region Syddanmark.

Responce udfører ambulancekørsel i dele af Region Midtjylland og Region Syddanmark, og Falck ejer i dag størstedelen af selskabet.

I 2017 faldt Responces bruttofortjeneste fra 196 mio. kr. til 189 mio. kr. Men samtidig blev antallet af medarbejdere reduceret fra 333 til 329, og det gav en reduktion af lønudgifterne fra 150 mio. kr. til 142 mio. kr. Efter skat endte Responces overskud på 12,8 mio. kr., mod 13,4 mio. kr. i 2016. Falck har valgt at lade overskuddet blive stående i Responce, som dermed ved årets udgang havde en solid egenkapital på godt 27 mio. kr.

Ekstraordinære uddannelsesomkostninger

Responce noterer i regnskabet, at der i regnskabsåret har været ”afholdt ekstraordinære udgifter til kontrakten i Region Syddanmark og Region Midtjylland grundet øgede uddannelsesaktiviteter herunder behandler- og paramedicineruddannelsen. Selskabet har ligeledes i 2017 haft et betydeligt overforbrug af kilometer på kørsel i Region Syddanmark”.

I år forventer Responce et overskud på samme niveau som i 2017.

Ung mand tiltalt for at have påsat 57 brande i Aarhus

tis, 29/05/2018 - 21:00

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har tiltalt en 24-årig mand for at have påsat 57 brande sidste år. De fleste blev påsat i Brabrand, men han har ifølge tiltalen også været på spil i Viby, Åbyhøj og Tilst. Ingen personer kom til skade ved brandene, men nogle steder er der sket skader for flere hundredetusinde kroner.

Det var en brand på Sødalskolen om aftenen den 21. oktober 2017, som endte med at lede politiet på sporet af gerningsmanden, da der blev offentliggjort en overvågningsvideo fra skolen med en hætteklædt person. Kort tid efter fik politiet en henvendelse fra en borger, som mente at genkende manden på videoen.

Da politiet tog kontakt til den 24-årige, erkendte han straks, at han havde sat ild på skolen. Desuden fortalte han politiet om en række andre brande, han har stået bag i området. Bl.a. indrømmede han at have sat ild til en spejderhytte i Brabrand, en lagerhal i Tilst, en institution i Brabrand samt en række andre mindre og større brande. I otte af de 57 sager tiltales han kun for forsøg på brandstiftelse, da ilden ikke nåede at tage fat.

Ønsker anbringelse på sikret afdeling

Den tiltalte har siden anholdelsen siddet varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling.

Forud for tiltalen er der gået et omfattende arbejde for både politi og anklagemyndighed, da omfanget af brandstiftelserne har været stort.

”Den 24-årige har selv været med til at udpege alle de mange steder, han har sat ild til. Hans forklaringer er meget troværdige og passer sammen med de efterforskningsresultater, politiet er nået frem til. Så vi er ikke i tvivl om, at vi har fat i den rigtige”, siger anklager Jhin Lee.

Sagen med de mange påsatte brande kommer for Retten i Aarhus onsdag. Anklagemyndigheden ønsker at den tiltalte bliver anbragt på en sikret afdeling, såfremt han bliver dømt.

Slagelse Brand og Redning overtager brandslukning til søs

tis, 29/05/2018 - 19:00

Fremover er det Slagelse Brand og Redning, som skal stå for brandslukning til søs i Østdanmark. I dag varetages opgaven af Falck, men efter et udbud, hvor der kun indløb ét tilbud, har Beredskabsstyrelsen indgået kontrakt med Slagelse Brand og Redning. Også kontrakten for Vestdanmark, hvor Østjyllands Brandvæsen har opgaven, har været i udbud, men uden at der er indgået en kontrakt.

Beredskabsstyrelsens to kontrakter på brandslukning til søs i Danmark omfatter hver et beredskab på 24 specialuddannede brandfolk. Der skal kunne indsættes et hold bestående af indsatsleder, holdleder og fire brandfolk, som skal kunne stå klar på en egnet helikopterlandingsplads senest 30 min. efter at en alarm er modtaget.

I Østdanmark er det i dag Falck, som varetager beredskabet, der bemandes med brandfolk fra Falcks stationer i Hovedstadsområdet. Men efter et udbud, der har omfattet perioden 2019-2022, er der ifølge Beredskabsstyrelsen kun indløbet et enkelt tilbud. Kontrakten går dermed til Slagelse Brand og Redning, der vil blive betalt 5 mio. kr. om året for opgaven. Det er 0,4 mio. kr. mere end Beredskabsstyrelsen oprindeligt havde ventet.

Giver mulighed for at styrke kompetencerne

”Vi er rigtig glade for at have vundet udbuddet, da det giver god mulighed for, at vi får styrket vores kompetencer endnu mere på det søfartsmæssige område. Samtidig er det en samfundsmæssig vigtig opgave, som vi nu får mulighed for at være del af, så det bliver på mange måder et spændende nyt år, som venter de brandfolk, der skal være klar til en tur til søs”, siger borgmester John Dyrby Paulsen (A).

Det er en ny opgave, som venter brandfolkene i Slagelse, men den er dog alligevel ikke helt uvant.

”Vi er vant til på brandskolen i Korsør at uddanne bl.a. skibsbrandmænd, og vi har også søfolk på vedligeholdelseskurser, så vi har allerede en stor viden inden for området. Men det bliver nyt for os at være med på selve opgaven, og det ser vi selvfølgelig meget frem til. Det giver god værdi for vores folk at de fremover både får teorien hos os og derefter får mulighed for at udøve det de har lært i praksis, når vi bliver kaldt ud. Så efteråret skal vi bruge på at uddanne vores egne brandfolk, så de er klar til at stikke til søs fra det nye år”, siger konstitueret beredskabschef Michael Djervad.

Ingen afgørelse i Vestdanmark

I Vestdanmark er det Østjyllands Brandvæsen, som slukker brande til søs. Her har opgaven også været i udbud, men det har ikke resulteret i en underskrevet kontrakt.

Ifølge Beredskabsstyrelsen er proceduren blevet afbrudt, men styrelsen oplyser ikke, hvad der derefter skal ske.

Redning Danmark fik stort millionunderskud i sit første år

tis, 29/05/2018 - 10:00

Redning Danmarks første år med autohjælpsaktiviteter gav et underskud på hele 7,6 mio. kr. Redning Danmarks retsopgør med SOS Dansk Autohjælp var dog skyld i, at selskabet først fik egentlig omsætning i årets sidste kvartal, og ifølge selskabet er der i de første måneder af 2018 opnået overskud. Sophus Falcks oldebarn, Erik Falck, er blevet bestyrelsesmedlem i selskabet.

Det var en gruppe af udbrydere fra SOS Dansk Autohjælp, som stiftede Redning Danmark, og organisationen består både af det centrale selskab og de selvstændige stationer.

SOS Dansk Autohjælp trak i 2017 Redning Danmark i retten med påstand om, at de tidligere stationsejere fra SOS Dansk Autohjælp havde handlet i strid med deres konkurrenceklausul. Sagen blev vundet af Redning Danmark, der imidlertid har brugt betydelige ressourcer på retssagen. Desuden var sagen skyld i, at Redning Danmark først fik en egentlig omsætning i sidste kvartal af 2017, hvor selskabet begyndte at fungere som underleverandør for Falck.

Regnskabet for Redning Danmark viser et underskud på bundlinjen på 7,6 mio. kr. Selskabet, som selv har fire ansatte, har dog en ganske solid økonomi med en egenkapital på 8,2 mio. kr., og ifølge selskabet selv har der været overskud på driften i de første måneder af 2018, hvor økonomien har udviklet sig en anelse bedre end forventet.

Redning Danmark har i øvrigt fået Erik Sophus Falck som nyt medlem af bestyrelsen. Han er oldebarn af Falcks stifter, Sophus Falck, og har tidligere haft en række ledende stillinger i Falck.

Beredskabsforbundet lukker uddannelsescenter og fyrer medarbejderne

mån, 28/05/2018 - 19:00

Beredskabsforbundets uddannelsescenter har længe givet underskud, og nu har Beredskabsforbundet opgivet at få skabt overskud i det selvstændige selskab, som derfor lukkes. Centeret sælger kurser i førstehjælp og brandbekæmpelse, og konsekvensen af lukningen er, at medarbejderne fyres, og at instruktørerne ikke kan gennemføre de planlagte kurser.

Beredskabsforbundets uddannelsescenter (BFUC) har været organiseret som et selvstændigt selskab under Beredskabsforbundet, og selskabet har blandt andet solgt kurser i førstehjælp og elementær brandbekæmpelse. Et eventuelt overskud skulle gå ubeskåret til det frivillige arbejde, som Beredskabsforbundet udfører.

BFUC har imidlertid være underskudsgivende, og Beredskabsforbundet har ikke haft held med en indsats for at skabe en turn-around. Derfor lukkes uddannelsescenteret, hvilket medfører, at de ansatte fyres. Lukningen får dog ikke indflydelse på Beredskabsforbundets øvrige aktiviteter.

Direktør: Har ikke levet op til formålet

Beredskabsforbundets direktør, Carsten Iversen, har fredag i en mail orienteret BFUC’s interessenter om beslutningen. I mailen skriver han blandt andet:

”BFUC blev i sin tid oprettet for at medvirke til at sikre et bedre økonomisk grundlag for frivilligindsatsen sammen med den statslige bevilling. Beredskabsforbundet ejede sammen med Beredskabsforbundet Førstehjælp i et partnerskab BFUC. I vedtægterne står beskrevet, at direktøren for Beredskabsforbundet er født formand for bestyrelsen i BFUC.

Det sidste halve år har der med ny direktør været gjort en indsats for at analysere, om BFUC fremtidigt kunne leve op til formålet, idet BFUC igennem en årrække har givet underskud, og således slet ikke levet op til formålet og som sådan ikke været en del af Beredskabsforbundets kerneydelse. Da der heller ikke er udsigt til, at BFUC vil kunne leve op til formålet på den korte bane, har jeg som bestyrelsesformand og med opbakning fra resten af BFUC’s bestyrelse og direktion valgt at lave en såkaldt kontrolleret afvikling af BFUC, hvor en advokat overtager nedlukning af BFUC”.

Kan ikke gennemføre planlagte kurser

BFUC’s direktør, Ulf Søndergaard, har orienteret BFUC’s instruktører om lukningen. I et brev til instruktørerne skriver han, at deres tilknytning til BFUC er ophørt, og at instruktørerne ikke skal gennemføre eventuelle planlagte kurser.

Ulf Søndergaard skriver også, at Dansk Røde Kors som landsdækkende organisation indenfor førstehjælpskurser vil tilbyde kunder hos BFUC at gennemføre deres kursusaktivitet – og at de hidtidige instruktører hos BFUC kan ansøge Dansk Røde Kors om at fortsætte i deres regi som instruktører.

Dramatisk stigning i ambulanceudrykningerne i Region Hovedstaden

sön, 27/05/2018 - 19:00

I årets første fire måneder er antallet af akutte ambulanceudrykninger i Region Hovedstaden steget med dramatiske 17 pct. Fra 2017 til 2018 er antallet af A-kørsler således indtil videre øget fra 23.316 til 27.277. Trods indsættelsen af tre ekstra ambulancer er responstiderne derfor under hårdt pres, og regionens servicemål nu er i akut fare for at blive overskredet.

Region Hovedstadens servicemål er, at der maksimalt må gå 13 minutter, inden de 90 pct. hurtigste udrykninger er fremme. Det servicemål overholder regionen fortsat i de første fire måneder af 2018, men servicemålet har aldrig været tættere på at blive overskredet. I januar-april gik der således 12:49 minutter, inden de 90 pct. hurtigste ambulancer var fremme – mod 12:13 minutter i hele 2017.

Baggrunden er en dramatisk stigning i antallet af udrykninger, hvor der i januar-april blev kørt 27.277 akutte A-kørsler. Det er 17 pct. flere end de 23.316 udrykninger i samme periode i 2017.

Tre ekstra ambulancer indsat

Region Hovedstadens akutberedskab fik med budgettet for 2018 tilført 19,3 mio. kr. til at styrke beredskabet – netop på grund af de stigende responstider. Regionen besluttede at bruge pengene på at indkøbe fire ekstra ambulanceberedskaber. De tre er indkøbt hos Falck, som satte dem i kraft pr. 1. januar 2018.

Det sidste beredskab er indkøbt hos Hovedstadens Beredskab, og her har man ifølge Region Hovedstaden ”afventet afklaring på overholdelse af krav om løbende uddannelse af personale hos ambulanceleverandører”. Nu forventer regionen imidlertid, at Hovedstadens Beredskab kan indsætte ambulanceberedskabet fra oktober 2018.

Region Hovedstaden oplyser, at der vil blive kompenseret for, at det fjerde og sidste beredskab først kommer i drift i 2. halvår, ved at indsætte ekstra ambulanceberedskaber.

Paramediciner får penge til forskning i hjerte-lunge-redning

lör, 26/05/2018 - 19:00

Paramediciner Rasmus Lyngby skal i de næste to år forske i kvaliteten af hjerte-lunge-redning ved hjertestop. Han har netop fået godt 870.000 kr. til at undersøge, hvordan ambulancereddere kan forbedre hjerte-lunge-redning. Det skal blandt andet ske ved indsamling af data og udvikling af feedback.

”Ambulancereddernes hjerte-lunge-redning er en vigtig del af den samlede indsats, der skal ydes for at forbedre borgernes chance for overlevelse efter et hjertestop. Derfor giver det god mening af undersøge kvaliteten af hjerte-lunge-redningen, og hvordan redderne kan forbedre kvaliteten”, fortæller Rasmus Lyngby.

Han skal i det kommende halvandet år stå i spidsen for forskningsprojektet, der bl.a. omfatter indsamling af data og udvikling af feedback.

Nyt udstyr giver mulighed for feedback

Selv om cirka tre borgere i Region Hovedstaden hver dag bliver ramt af hjertestop udenfor hospitalerne, oplever den enkelte ambulanceredder kun ganske få gange at skulle give hjerte-lunge-redning. Men med nye og mere avancerede defibrillatorer i ambulancerne, der bliver taget i brug i 2018, bliver det muligt at give redderne direkte feedback på hjerte-lunge-redningen:

”Redderne kan f.eks. få visuel feedback fra de nye defibrillatorer, der bl.a. viser dybden og frekvensen af trykkene, mens de er i gang med hjerte-lunge-redning. Senere i projektet skal den visuelle feedback suppleres af mundtlige tilbagemeldinger fra f.eks. en lægeassistent, så der også er mulighed for dialog og optimering af team-indsatsen”, siger forskeren.

Region Hovedstaden oplyser, at forskningsprojektet er en del af regionens samlede strategi, der skal øge overlevelsen efter hjertestop udenfor hospitalerne med 50 pct. Rasmus Lyngby forventer, at forskningsprojektet afsluttes med en videnskabelig artikel og konferencepræsentationer, så erfaringerne kan deles med resten af sundhedsvæsnet.

Brandvæsenet flytter ind på Falck-stationen i Slagelse

lör, 26/05/2018 - 11:00

Efter sommerferien flytter det kommunale brandvæsen i Slagelse ind på byens Falck-station. Den nuværende brandstation er ikke længere tidssvarende, og derfor vil Slagelse Kommune fremover leje lokaler på Falck-stationen. Her får brandvæsenet både garager, der passer til moderne slukningskøretøjer, og langt bedre faciliteter for personalet.

Brandvæsenet i Slagelse er med tidens løb vokset fra de nuværende lokaler i Rytterstaldstræde, som ikke længere er tidssvarende. På grund af byudviklingen er brandstationen desuden blevet indeklemt, og det giver udfordringer for brandfolkene, når de skal nå frem inden for tidskravet. Samtidig er brandstationen udfordret pladsmæssigt, hvor der bl.a. ikke er den fornødne bredde og højde til moderne slukningskøretøjer.

Giver mulighed for kvindelige brandfolk

”Vi er simpelthen vokset ud af de nuværende lokaler, som er blevet for små, og ikke længere matcher nutidens behov. Vores kommende lokaler på Falck-stationen vil give os nogle mere tidssvarende betingelser, bedre garageforhold til moderne køretøjer og langt bedre faciliteter for personalet, herunder bl.a. omklædnings- og badefaciliteter til begge køn. I dag har vi ingen badefaciliteter til kvinder, så vi håber også på sigt at kunne trække flere kvindelige brandfolk, når vi også får faciliteterne til det”, fortæller konstitueret beredskabschef Michael Djervad.

”Det er naturligvis vigtigt, at vores brandfolk har de optimale forhold til at kunne udføre deres arbejde, ligesom de fysiske rammer for vores redningskøretøjer også skal være i orden. Derfor ser vi frem til, at Slagelse Brand og Redning rykker ind i mere optimale rammer, som også vil give nye kørselsmuligheder, når der f.eks. bliver nemmere adgang til motorvejen”, siger borgmester John Dyrby Paulsen (A).

Falck håber på synergier

Brandfolkene kommer til at dele lokaler med Falck, når de rykker ind på Falck-stationen på Antvorskov Allé 135, og hos Falck ser man også frem til, at brandfolkene skifter lokaler.

”Vi er rigtig glade for at kunne udvide vores samarbejde med Slagelse Kommune, og vi glæder os til at byde både brandfolkene og ledelsen velkommen. Vi er jo vant til at arbejde sammen i det daglige, når vi begge er ude til forskellige hændelser, og vi håber derfor også at kunne udnytte de forskellige synergier i samarbejdet endnu mere, når vi fremover bor sammen”, siger vicebrandchef Henning Schreiber Rasmussen fra Falck.

Det er endnu ikke besluttet, hvad der skal ske med den nuværende brandstation, når brandfolkene er flyttet ud.

Mangler stadig afgørelse i 344 sager om tidligere BIOS-medarbejdere

fre, 25/05/2018 - 19:00

Der er lang vej igen, inden Region Syddanmark kan afslutte behandlingen af sager om lønkrav fra de ambulancereddere, som regionen overtog fra BIOS, da det hollandske selskab gik konkurs i 2016. På nuværende tidspunkt er 241 sager afsluttet, men der mangler stadig en afgørelse i 344 sager. I 76 af de afsluttede sager skal redderne betale penge til regionen.

Ambulanceredderne i BIOS overgik til ansættelse i Region Syddanmarks nyoprettede ambulanceoperatør, Ambulance Syd, da BIOS i 2016 gik konkurs. Men dermed har regionen også overtaget ansvaret for at rydde op i BIOS’ lønregnskab, og det har resulteret i en række sager om lønkrav fra de tidligere BIOS-medarbejdere.

Den seneste status er, at 241 sager er afsluttet. Men der udestår 344 sager, som nu er fremsendt til de faglige organisationer – og dermed er under behandling. Regionen afventer tilbagemelding fra de faglige organisationer i 335 af sagerne, mens der er ni sager, hvor de faglige organisationer er vendt tilbage med bemærkninger eller ønske om yderligere oplysninger, og som derfor beror på yderligere sagsbehandling i regionen.

Af de 241 afsluttede sager har de 165 ført til, at medarbejderne modtager et beløb til udbetaling. Det samlede beløb til udbetaling udgør 1.461.000 kr. efter fradrag af skat og tidligere acontoudbetalinger. 76 sager er afsluttet med et resultat, hvor medarbejderen skal tilbagebetale et beløb. Det samlede beløb til tilbagebetaling udgør 404.000 kr. efter fradrag af skat og tidligere acontoudbetalinger.

Regionens samlede merudgift til de 241 afsluttede sager udgør 3.201.000 kr. (før skat).

Beredskab med god stemning på stationerne – og overskud på regnskabet

tors, 24/05/2018 - 19:00

Beredskab & Sikkerhed, der er det fælleskommunale beredskab for Randers, Favrskov og Djursland, kom ud af 2017 med et overskud på 3,6 mio. kr. Pengene får beredskabet lov til at beholde til brug for bl.a. investeringer og udbud. Samtidig er der rosende ord fra fællestillidsmanden: ”Bøtten er vendt, og vi har god stemning på alle brandstationer”, siger Jan Møller Nielsen.

Det var en tilfreds beredskabskommission, der i sidste uge kunne godkende årsregnskabet for 2017 for Beredskab & Sikkerhed.

”Vi ender med et positivt resultat på kr. 3,6 mio. Årsagen hertil er flere engangs-indtægter fra salg af udtjente køretøjer og flere serviceopgaver, der løses for beredskabets ejerkommuner. Dertil kommer indtægter fra et øget antal blinde alarmer og tilbageholdenhed ved materiel-anskaffelser i årets løb”, fortæller Favrskov Kommunes borgmester, Nils Borring (S), der er formand for beredskabskommissionen.

Vil bruge overskud på investeringer og udbud

”Vi har i kommissionen besluttet, at årets resultat skal forblive i beredskabet. Der er brug for midler til at starte opbygningen af vores klimaberedskab. Der skal reserveres midler til håndtering af det kommende udbud på brandslukningen i 2020, og der skal investeres i anskaffelse af sikkerhedsudstyr, inventar og brand- og redningsmateriel til brandstationerne”, siger Torben Hansen (S), der udover at være borgmester i Randers Kommune også er næstformand i beredskabskommissionen.

Bekymringer var der ellers nok af tilbage i 2015 da Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs kommuner skulle gå sammen om etableringen af ét fælles beredskab. Dimensioneringsplanen, der bl.a. omfatter antallet af brandfolk på udrykningerne, antal indsatsledere på vagt og antallet af brandstationer, blev justeret, og ny teknologi er indført for at sikre bedre beredskabsdækning i dagtimerne.

Et beredskab i udvikling

”Vi er kommet godt fra start”, siger fællestillidsmand Jan Møller Nielsen. ”Heldigvis valgte vores politikere at halvere kravet om besparelser fra 15 pct. til ca. 8 pct. Det sikrede, at tre brandstationer kunne bevares, og dem kan vi ikke undvære”.

Som fællestillidsmand sidder Jan Møller Nielsen med i beredskabskommissionen og har derved adgang til at påvirke de politiske beslutninger. ”Det er et spændende arbejde. For to år siden sad jeg og frygtede for beredskabets ve og vel. Nu realiserer vi stille og roligt visionerne for fremtiden. Bøtten er vendt, og vi har god stemning på alle brandstationer. Vi er et beredskab i udvikling og ikke i afvikling”, siger Jan Møller Nielsen.

Beredskabet arbejder lige nu med seks konkrete udviklingsspor, der omfatter forbedring af brandfolkenes sikkerhedskultur, rekruttering af flere deltidsbrandmænd, udvikling af frivillig-enheden, brandforebyggelse, udvikling af salg og service-aktiviteterne og løbende effektivisering af beredskabet.

Falck vil flytte fra Falck-Huset

ons, 23/05/2018 - 19:00

Siden 1962 har Falck-Huset på Polititorvet i København været hovedsæde for Falck-koncernen. Men det er snart slut. Ifølge Falcks koncernchef, Jakob Riis, skal Falck-Huset nemlig afvikles, og i stedet skal Falcks administration samles i Sydhavnen i København, hvor Falck i forvejen har lokaler.

Jakob Riis fortalte den opsigtsvækkende nyhed om Falck-Huset i en tale for 1.200 Falck-medarbejdere, der var samlet til årsfesten for Falcks personaleforening. Det skriver foreningens blad, Falcken.

”Det er en barsk omgang, vi er i gang med. Det kræver masser af omstilling. Men jeg fristes til at sige, som kollegerne i ambulancerne, at det er liv før førlighed – vi er nødt til at gøre det, der er rigtigt, så vi kan bygge et sundt Falck for fremtiden”, sagde Jakob Riis.

Flytter til Sydhavnen

Falck-Huset blev taget i brug i 1962, hvor det erstattede Falcks mangeårige hovedstation i Tietgensgade. I en årrække var en af Falcks største stationer med tilhørende vagtcentral placeret i Falck-Husets stueetage, men i 90’erne blev lokalerne inddraget til administration.

Falck-Huset er ombygget mange gange, men pladsen har været trang, og en række af Falcks administrative aktiviteter er blevet flyttet til nye lokaler i Sydhavnen i København. Og ifølge Jakob Riis skal disse lokaler fremover huse hele Falcks hovedkontor.

Ved årsfesten var der dog også positive signaler fra koncernchefen. Han forventer således både et forbedret halvårsregnskab i 2018, og at 2019 økonomisk blive ret fornuftigt år.

”Jeg er mere optimistisk i dag, end jeg har været på noget andet tidspunkt det forløbne år. For vi er kommet rigtigt langt. Hvis vi var en patient, så var vi en meget stabil patient nu. Men vi skal op og gå, op og løbe, og blive stærke igen. Jeg synes ikke, at en virksomhed som Falck skal sidde overfor bankerne med hatten i hånden. Det er ikke dér, vi vil være. Vi vil være en stærk virksomhed, som selv bestemmer. Det kommer til at tage lidt tid, men jeg er helt 100 pct. sikker på, at vi har passeret bunden og er på vej op igen”, sagde Jakob Riis.

Region Sjælland støtter at akutlægehelikopter flyttes til Fyn

tis, 22/05/2018 - 19:00

En flytning af akutlægehelikopteren i Billund til Assens på Fyn vil være en fordel for Region Sjælland. Det slår regionen fast – og støtter dermed Danske Regioners forslag om en flytning. Ifølge Region Sjælland vil en helikopter på Fyn give en bedre og mere robust dækning af regionens geografi i de situationer, hvor helikopteren i Ringsted er på en anden mission.

I øjeblikket dækkes hele Region Sjælland og Region Hovedstaden, inkl. Bornholm, som udgangspunktet af den akutlægehelikopter, der er placeret i Ringsted. En flytning af akutlægehelikopteren fra Billund til Assens – som Danske Regioner har anbefalet – vil styrke dækningen af især den vestlige del af Sjælland og Lolland.

”Jeg håber, at Christiansborg lytter til anbefalingerne, da det vil give en bedre og mere robust dækning af regionens geografi i de situationer, hvor akutlægehelikopteren i Ringsted er på en anden mission. Det har stor betydning for borgerne i Region Sjælland, at der bliver en dobbeltdækning i vores region”, siger regionsrådsformand Heino Knudsen.

Akutlægehelikopterne skal omplaceres for i endnu højere grad at sikre den bedste dækning med hurtig avanceret akutlægehjælp i det meste af landet. Sådan lyder anbefalingerne fra Danske Regioner til Sundheds- og Ældreministeriet, der har bedt om et bud på placeringerne, efter antallet af akutlægehelikoptere næste år øges fra tre til fire.

Ny placering øger sikkerheden

De primære opgaver for akutlægehelikopteren er hurtig avanceret akutlægehjælp og transport af svært tilskadekomne patienter og syge patienter med visse medicinske tilstande for eksempel blodprop i hjertet eller hjernen. I 45 pct. af missionerne i 2017 blev patienterne fløjet til Rigshospitalet, Odense Universitetshospital og andre højt specialiserede sygehuse.

”Vi skal sikre, at borgerne nemt og hurtigt får hjælp og kommer til det rette sygehus med de rette kompetencer. Det kan have enormt stor betydning for den enkelte borger. Lægehelikopteren sikrer netop det, og med en bedre dækning øges sikkerheden for, at det sker”, siger Heino Knudsen.

Fra Ringsted kan alle geografiske områder i Region Sjælland dækkes inden for 20-25 minutter. I 2017 blev helikopteren kaldt ud til 790 missioner i Region Sjælland, hvoraf 55 pct. var i den sydlige del af regionen og 20 pct. i den nordlige del. I alt resulterede seks ud af ti missioner i, at patienten blev fløjet til et sygehus.

Stor øvelse på ø: Beredskabet bestod eksamen

tis, 22/05/2018 - 10:00

”En kraftpræstation af dimensioner, så kort kan det siges”. Det er en særdeles tilfreds beredskabsdirektør, der gør status efter en storulykke på Anholt, som heldigvis kun var en øvelse. Beredskabet var under øvelsen presset til det yderste, og der blev lagt et stort engagement fra alle involverede aktører i beredskabsøvelsen på Anholt.

En voldsom brand i forbindelse med en eksplosion i flere campingvogne spredte sig til omkringliggende natur og bygninger. 14 tilskadekomne, heraf tre meget kritiske, blev evakueret med helikopter til Aarhus Universitetshospital Skejby, Odense Universitetshospital og Rigshospitalet. Brandfolk og udstyr fra Djursland blev fløjet fra Tirstrup Lufthavn til Anholt med Forsvarets redningshelikoptere, som derefter tog 11 lettere tilskadekomne med tilbage til Tirstrup Lufthavn. Her stod læger og ambulancer fra Præhospitalet i Region Midt klar til at behandle patienterne, inden de blev overflyttet til Regionshospitalet i Randers.

Men heldigvis var det hele en øvelse.

Over 200 involverede i øvelse

”En kæmpe logistik-operation, der virkede efter planen”, fortæller Kasper Sønderdahl, beredskabsdirektør for Randers, Favrskov og Djursland. Mere end 200 mand var involveret i fuldskala-øvelsen, der havde til formål at træne beredskabet på Anholt og myndighedernes samarbejde. Øvelsen omfattede både scenarierne på Anholt, behandlingspladsen i Tirstrup Lufthavn og strategisk krisestyring i den lokale beredskabsstab på Politigården i Aarhus.

”Vi træner for at sikre læring”, fortæller Kasper Sønderdahl. ”Flest mulige kreative løsninger skal laves og flest mulige fejl skal opdages sådan en dag. Kun på den måde kan vi sikre, at vi helt skarpe, når det bliver alvor”, siger han.

”Vi skal have samlet alle input fra de mange aktører i en evalueringsrapport og så tilretter vi planen, så de mange læringspunkter bliver indarbejdet”, fortæller Kirsten Dyrvig, der har udarbejdet beredskabsplanen for Anholt og koordineret den store øvelse i samarbejde med Østjyllands Politi, Præhospitalet i Region Midt og Forsvaret.

Voldsom brand på Greve Strandkro

mån, 21/05/2018 - 20:30

Tidligt søndag morgen udbrød der brand på Greve Strandkro, og det udløste en omfattende indsats fra Østsjællands Beredskab og Beredskabsstyrelsen. Først efter adskillige timers indsats var branden under kontrol, og på det tidspunkt var en af bygningerne helt udbrændt. Det lykkedes dog at redde kroens hovedbygning.

Bygningen med selskabslokaler udbrændte, og her måtte brandfolkene efterslukke i mange timer. Desuden måtte man afstive væggene på grund af fare for sammenstyrtning. I hovedbygningen var der derimod kun røgskader.

Foto: Michael Rosengaard, Brand-ishoj.dk

Svensk firma vil levere billigere akutlægehelikopter til nordjyderne

mån, 21/05/2018 - 19:00

Det svenske firma Babcock Scandinavian AirAmbulance tilbyder nu at levere en nordjysk akutlægehelikopter til en pris, som ligger ca. 3 mio. kr. under prisen fra Norsk Luftambulanse, der driver de øvrige akutlægehelikoptere. Selskabet vil placere helikopteren i Sindal, og det får opbakning fra flere regionsrådsmedlemmer i Region Nordjylland.

Det er Enhedslisten, Dansk Folkeparti og løsgængeren Thomas Hav, som nu vil have det samlede regionsråd i Region Nordjylland til at forholde sig til en alternativ plan for landets fjerde akutlægehelikopter, som Folketinget har besluttet at placere i Nordjylland. Politikerne ønsker, at regionsrådet skal fremsætte en udtalelse, der anbefaler en alternativ model for den nordjyske akutlægehelikopter.

Danske Regioner har præsenteret en ambitiøs plan, som indebærer, at akutlægehelikopteren i Skive flyttes til Herning, mens helikopteren i Billund flyttes til Assens på Fyn. Den fjerde helikopter skal så placeres i Jammerbugt Kommune i Nordjylland. Det vil medføre, at der skal investeres ca. 20 mio. kr. i nye baser til helikopterne, og samtidig vil prisen for den fjerde helikopter blive 55 mio. kr., mens der kun er afsat 45 mio. kr. på finansloven.

Vil have helikoptere i Skive og Sindal

De nordjyske politikere mener imidlertid, at akutlægehelikopteren i Skive skal bevares.

Samtidig opfordrer de Folketinget til at tage stilling til et nyt tilbud fra Babcock Scandinavian AirAmbulance, som tilbyder at indsætte en EC135-helikopter med base på Sindal Lufthavn med et varsel på bare tre måneder. Dermed vil helikopteren kunne indsættes fire måneder tidligere end Danske Regioner har planlagt – og det vil kunne ske til en pris, som giver en årlig besparelse på op til 3 mio. kr. Besparelsen vil de nordjyske politikere i stedet anvende på nye akutbiler.

Babcock Scandinavian AirAmbulance er Nordens største virksomhed indenfor lægehelikoptere med aktiviteter i både Sverige og Finland. I en e-mail til regionsrådsmedlem Erik Høgh-Sørensen (DF) oplyser Babcock Scandinavian AirAmbulance, at selskabet har en EC135-akutlægehelikopter til disposition, efter at Stockholms Läns Landsting har valgt at skifte til en større model. Den helikopter vil Babcock Scandinavian AirAmbulance kunne tilbyde til en årlig pris på 32,5 mio. kr., der inkluderer 700 flyvetimer. Prisen forudsætter, at selskabet får stillet en base til rådighed vederlagsfrit, hvilket f.eks. kunne være muligt i Sindal Lufthavn.

Regionsrådet i Region Nordjylland vil skulle tage stilling til forslaget den 29. maj 2018.

Udmøntning af sparekrav ville betyde lukning af 9 brandstationer i Nordjylland

sön, 20/05/2018 - 10:00

Det fælleskommunale Nordjyllands Beredskab har fundet besparelser på 7,5 mio. kr., der svarer til reduktionen i bloktilskuddet til ejerkommunerne. Hvis der som forudsat skal spares yderligere 10 mio. kr., vil det imidlertid medføre lukning af ni nordjyske brandstationer. Men Nordjyllands Beredskab ønsker tværtimod at få øget budgettet med 6 mio. kr.

Regeringen og KL indgik i 2014 en aftale om de kommunale beredskabers økonomi. Her blev kommunernes bloktilskud reduceret med 75 mio. kr., men samtidig var der enighed om, at der kunne spares yderligere 100 mio. kr., som kommuner dog måtte beholde og bruge til andre formål.

For kommunerne i Region Nordjylland – der har samlet deres beredskab i det fælleskommunale Nordjyllands Beredskab – betød reduktionen i bloktilskuddet, at Nordjyllands Beredskab fra starten fik et budget, der lå 7,5 mio. kr. under ejerkommunernes oprindelige budgetter på beredskabsområdet.

Lukning af ni ud af 36 brandstationer

Den yderligere besparelse, der for Nordjyllands Beredskabs vedkommende svarer til 10 mio. kr. om året, er imidlertid endnu ikke udmøntet. Men en ny beregning fra Nordjyllands Beredskab viser, at der vil skulle lukkes ni af de 36 nordjyske brandstationer, hvis beredskabet skal finde besparelser i den størrelsesorden.

Samtidig viser en teoretisk beregning, at den gennemsnitlige udrykningstid vil stige med mindst 25 pct., hvis der lukkes ni stationer. Under alle omstændigheder vil stationslukninger forudsætter, at der udarbejdes en ny plan for risikobaseret dimensionering.

Ønsker at få øget budgettet

Hos Nordjyllands Beredskab mener man således ikke, at det er muligt at finde besparelser udover de 7,5 mio. kr., som budgettet allerede er reduceret med. Tværtimod vil beredskabet have ejerkommunerne til at tilføre 5,89 mio. kr. om året – altså næsten det samme, som der hidtil er sparet.

Årsagen er, at Nordjyllands Beredskab i dag kun har et driftsbudget, men ikke et anlægsbudget. Dermed har beredskabet i princippet ikke fået midler til at udskifte køretøjer og andet udstyr. Men en række køretøjer vil indenfor de kommende år passere en alder på 25 år, og så betyder både den tekniske udvikling og stigende vedligeholdelsesomkostninger, at de bør udskiftes.

Samtidig er det nu 10 år siden, at beredskaberne fik SINE-udstyr, men det er efterhånden ved at være klar til udskiftning. Heller ikke den udskiftning er der imidlertid budgetteret med.

Derfor er Nordjyllands Beredskab nået frem til, at kommunerne fremover bør betale 5,89 mio. kr. mere om året. Heraf skal de 5,1 mio. kr. gå til at betale leasing af nye køretøjer, mens 0,8 mio. kr. skal gå til løbende udskiftning af kommunikationsudstyr.

Sidor